skip to Main Content

Markedsanalyse af nyhedsmedier med digital betalingsstrategi

Patrick Arendal Fahlström
Partner & Licensing Manager
Twitter | LinkedIn | paf@infomedia.dk

1.
Forord

Det er ikke nogen nyhed, at journalistikkens forretningsvilkår og distribueringsformer har været under hastig forandring i de sidste to årtier. Forandringerne omfavner en perspektivrig fortælling domineret blandt andet af den teknologiske udvikling og sociale mediers fremkomst.

Hvis man kigger længere tilbage end de seneste årtier har annoncer og økonomisk støtte været en del af grundlaget for dansk journalistik siden 1634, hvor den første danske avis blev udgivet. Begge indtægtsformer er stadig en væsentlig del af branchen, men når der kommer pres på dem – især annonceindtægterne – må man som publicist kigge andre steder hen.

Det er naturligvis ikke et nyt fænomen at lade læserne betale for journalistik. Mange analoge aviser, fagblade og magasiner kan købes i løssalg eller via abonnement. Den teknologiske udvikling har blot muliggjort en mere smidig og mangefacetteret re-medialisering af printavisens “paywall”. Hvor det tidligere kun var avisens forside, der var frit tilgængelig for forbrugerens øjne i kioskens udstillingsvindue, så er mediernes digitale udstillingsvindue nu blevet fuldt ud fleksibel med varierende dele af indholdet bag paywall.

I lyset af ovenstående er det ikke overraskende, at 52 % af verdens førende ledere i mediebranchen forventede, at det digitale abonnement ville blive strategisk hovedfokus i 2019. Mange digitale medier arbejder da også allerede med betaling for journalistik som nu- og fremtidens indtægtsgrundlag. En bevægelse, der ofte omtales som Pivot-to-Paid.

I Subscribo 2019 vil man bl.a. finde svar på udviklingen af Pivot-to-Paid på dansk grund. Herunder hvor mange medier, der arbejder med at tage betaling for den skrevne, digitale journalistik, markedets prisniveau, de mest anvendte paywalls og meget andet.

Udover at afsøge svar på ovenstående er der samtidig et større mål med markedsanalysen. I bevægelsen mod betalt journalistik har medierne en fælles bestræbelse. Rasmus Kleis Nielsen, direktør for Reuters Institute for the Study of Journalism, pointerer dette fællesskab ret præcist:

“Advertising revenues will be under immense pressure, and to fund independent professional news production it will therefore be increasingly important to do the kinds of journalism that people are willing to pay for (or support directly through donations and memberships).

(…) The shift thus has to be about better and more distinct journalism in an incredibly competitive battle for attention, about a greater focus on what readers actually value, about organizations and technologies built around serving them efficiently, and perhaps most importantly about a commitment to the long haul ”

A long, slow slog, with no one coming to their rescue, NiemanLab

Markedsanalysen udspringer således af et ønske om at forstå det danske marked for digitale medier med betalingsstrategi. Målet er i den forbindelse – og samstemmende med Kleis Nielsens opfordring – at videreformidle den viden til alle, som arbejder for fremtidens journalistik og som tror på, at den kan være med til at forandre verden til det bedre.

2.
Markedsdefinition og metode

Inden analysen foldes ud er det på sin plads at definere og afgrænse hvilke medier, som inkluderes, og uddybe de væsentligste metodiske til- og fravalg. Subscribo er baseret på følgende, overordnede markedsdefinition:

Hvilke medier er med i analysen?

Danske, digitale nyhedsmedier, der tager betaling for den skrevne journalistik baseret på abonnement, medlemskab og/eller donationer.

Med dette udgangspunkt fokuseres der på digitale medier med en aktiv og strategisk tilgang til betaling for deres skriftbårne journalistik. Dermed frasorteres digitale abonnementstjenester såsom TV2 Play, Podimo, Netflix, Mofibo, Spotify e.l.

Medierne, der er med i analysen er eksempelvis Politiken.dk, der anvender den klassiske abonnementsmodel (faste løbende betalinger) eller Pov.International, som baserer sig både på medlemskab (frivillige løbende betalinger, ofte med forskellige tiers) og donationer (enkeltstående økonomiske bidrag). Det er altså ikke kun medier med betalingsmur/paywall, som undersøges, men også dem uden – så længe de arbejder med digital betalingsstrategi. Pov.International er et eksempel på dette, da ikke har paywall, men samtidig modtager betaling fra deres læsere.

Hvis en udgiver har flere portaler, hvor det er muligt at købe et enkeltstående abonnement på portalen, så er de hver især talt med som et unikt medie. Et eksempel på dette er Altinget.dk, som ikke kun er talt med som ét, men flere medier. Den fulde liste med medier kan desværre ikke offentliggøres af forretningsmæssige hensyn.

Data er opdateret indtil november 2019. Datavisualiseringerne er mobiloptimerede, men fungerer bedst på større skærme. Andre metodiske overvejelser bringes løbende når de har relevans.

3.
87% af dagbladene arbejder med digital betalingsstrategi

Hos lægmænd og -kvinder og fagpersoner er der efterhånden ikke tvivl om, at rigtig mange digitale medier tager betaling for deres journalistik. Det skyldes bl.a. at flere og flere danskere læser nyheder digitalt (fra 63% i 2010 til 84% i 2018 ifølge Danmarks Statistik). Faktisk er danskerne ét af de folkefærd som oftest støder på paywalls. Danmark er kun overgået af Norge, Sverige og Portugal på det punkt, ifølge Digital News Report 2019.

Markedet for den skrevne, digitale journalistisk har da også oplevet en markant kvantitativ vækst de senere år. Pivot-to-Paid er i fuld gang.

Men hvor mange danske medier anvender rent faktisk digital betalingsstrategi?

176

danske medier benytter digital betalingsstrategi

For at sætte de 176 medier i perspektiv, så udgiver de 300 medlemmer af brancheorganisationen Danske Medier cirka 900 medier. Dette inkluderer dog både analoge og digitale medier samt radio- og TV-kanaler – dvs. stort set hele den danske mediebranche. I tillæg hertil har Prauda, foreningen for eksperimenterende internetmedier, 14 medlemmer, der sammenlagt udgiver omkring 38 analoge og digitale medier.

De 176 medier dækker – som nævnt tidligere – over alle digitale medier, som tager betaling for deres journalistik – og ikke nødvendigvis hvor mange, der har paywalls. Inkluderet i dette tal er således også medier, som eksempelvis kun modtager donationer, men ikke har en paywall. Dette er defineret i afsnit to om metode og uddybes i afsnit syv og otte.

Kulturstyrelsen arbejder i rapporten Mediernes Udvikling med en inddeling af nogle af de største analoge aviser i dagbladsgrupper. Hvis man fokuserer på de landsdækkende, regionale og provinsielle dagblade, så anvender hele 87% af deres digitale modstykker betalingsstrategi. Det er kun B.T., B.T.metro, Lolland-Falsters Folketidende og Skive Folkeblad som ikke gør.

Medierne med digital betalingsstrategi har således vokset sig til at være en betydende og integreret del af mediebranchen. Det bør altså ikke undre nogen, hvis danskerne mener, at de ofte støder på paywalls.

Udgivere

I forlængelse af antallet af medier, skal der ses på, hvor mange forskellige udgivere, der står bag dem:

83

udgivere benytter digital betalingsstrategi

Med 83 udgivere, dvs. medievirksomheder, som publicerer 176 medier, står de gennemsnitligt bag to medier hver. Antallet af udgivere understreger ligeledes, at der er tale om en væsentlig del af mediebranchen, da de dækker over 25% af medlemmerne af Danske Medier og 50% af Praudas medlemmer. Især taget i betragtning af, at det ikke kun er mindre udgivere, men alle de store avishuse, som er repræsenteret. I afsnit 10 vil der blive set nærmere på mediernes ophav, dvs. om det born digital- eller legacy-udgivere, der står bag dem.

I nedenstående graf fremgår udgiverne, der har flest aktive medier med digital betalingsstrategi. Altinget er ikke overraskende den største udgiver på dette punkt med deres nicheportalstrategi, der går helt tilbage til 2002. Værd at nævne er også Teknologiens Mediehus, hvis nichemedier alle er stablet på benene det seneste halvandet år. Bemærk desuden, at JP/Politikens Hus ikke inkluderer Politiken Nicher, der udgiver tre medier.

4.
Startskuddet lød den 28. april 2000

I de første mange år efter medierne i slutningen af 1990’erne begyndte at publicere nyheder digitalt, var der stort set ingen der tog betaling for den digitale journalistik. De fleste medier gjorde artiklerne frit tilgængelige og tjente penge via online annoncering.

Selvom medierne i vid udstrækning stadig tjener penge på online annoncering er billedet dog anderledes i dag når det kommer til artiklernes tilgængelighed. Det tydeliggøres af af den årlige markedsudvikling af medier med digital betalingsstrategi, som fremgår af grafen herunder. Startskuddet lød den 28. april 2000, hvor det første danske medie med betaling for online nyheder gik i luften – og det er stadig aktivt: Transportnyhederne.dk.

Efter startskuddet i 2000 gik udviklingen langsomt fremad med kun et til fire flere medier pr. år. Først i 2009 kommer det første større ryk med 10 nye medier. Det er bl.a. flere af Nordiske Medier og Altingets websites som kommer med i denne indledende periode. Altinget var som skrevet tidligere allerede med fra 2002, og de dominerer kvantitativt dette første årti med digital betalingsstrategi med 11 ud af 28 aktive medier i slutningen af 2009.

De næste par år efter 2009 skiller sig ikke ud i forhold til antallet af nye medier. Det er dog værd at bemærke, at Berlingske Media i 2010 – så vidt vides som den første dagbladskoncern – lavede det første spæde forsøg på at tage betaling for deres journalistik via online magasinet Ugen.dk. Ugen.dk var desværre ikke nogen succes og lukkede efter seks måneder.

I 2011 sker der for alvor noget for når det kommer til de store udgivere. Her går det første landsdækkende dagblad (Bt.dk) nemlig i gang med digital betalingsstrategi. Til sammenligning begyndte The Wall Street Journal som det første amerikanske dagblad på dette i 1997.

I 2012 sker der endnu en stor tilvækst med 23 nye medier. Det er i denne periode, at de resterende landsdækkende dagblade er i hælene på hinanden for at overgå til digital betalingsstrategi. I maj 2013 er de sidste to – Eb.dk og Politiken.dk – også klar med et digitalt abonnement. Bemærk, at Bt.dk i 2018 foretog et strategiskifte og arbejder ikke længere med digital betalingsstrategi.

I perioden 2013-2016 har der været en stabil vækst med i gennemsnit 10 nytilkomne medier pr. år. I 2016 og frem til i dag har den overordnede udvikling været rigtig interessant. Markedet er nemlig vokset markant i denne periode med 88 aktive medier svarende til en vækst på 100%: Fra 88 medier i udgangen af 2015 til de 176 medier, der er aktive i dag. I de første 15 år, dvs. fra 2000 til 2014, voksede markedet “kun” med 79 medier. Der er altså skruet helt op for tempoet i forhold til tidligere og markedet er fordoblet på kun fire år.

Hvordan væksten helt præcist ser ud, zoomes der ind på herunder:

Der var samlet 33 nye medier i 2016 og 2017, mens 2018 var et skelsættende år. Markedet blev udvidet med 35 medier alene det år.

2019 har indtil videre holde et højt niveau med en vækst på 23 medier. Faktisk svarer det til en delt 2. plads sammen med 2012, hvor der var ligeså mange nye medier med digital betalingsstrategi.

Det er ikke urealistisk at 2019 overtager 2. pladsen på egen hånd med flere ekspansive udgivere – eksempelvis Teknologiens Mediehus og Dagbladet Børsen. Førstnævnte udgav seks nye medier i 2018 og ét i år, mens sidstnævnte har lanceret Borsenatelier.dk og Borsenpro.dk i 2019.

5.
Et medie koster i gennemsnit 303 kr. om måneden

Et kernepunkt ved digital betalingsstrategi er naturligvis prisniveauet. I dette afsnit undersøges det danske marked og i 6. afsnit ses det i internationalt perspektiv.

Først skal den metodiske tilgang til priserne dog forklares: Så vidt muligt anvendes standardprisen for et rent digitalt abonnement til én privat bruger uden adgang til f.eks. e-paper eller printavisen. Når det ikke har været muligt at differentiere på disse eller lignende punkter, anvendes det billigste (erhvervs-) abonnement eventuelt inklusiv ekstra produkter/features. Ved medlemskab og donation anvendes det lavest mulige, frivillige støttebeløb.

Med metode på plads kan der ses nærmere på prisniveauet. Når man ser på prissætningen mod forbrugerne er det et omfangsrigt billede, der danner sig. Det bliver tydeligt af svaret på spørgsmålet: Hvad vil det koste at betale for samtlige medier med digital betalingsstrategi?

53.414 kr.

pr. måned for alle medier med digital betalingsstrategi

Det koster samlet 53.414 kr. om måneden at betale for alle medierne. Det svarer til 640.967 kr. om året.

Markedet har altså samlet set nået et omfattende niveau, hvor kun de største virksomheder i Danmark kan være med i forhold til at betale for dem alle. Dette har tidligere været forbeholdt de analoge udgivelser, men er nu også en realitet for digitale medier.

Der tilføjes et perspektiv på ovenstående som er nærmere den enkelte forbruger, hvis der fokuseres på gennemsnitsprisen pr. måned.

303 kr.

gennemsnitsprisen pr. måned for medier med digital betalingsstrategi

Gennemsnitsprisen pr. måned på et medie med digital betalingsstrategi er 303 kr. om måneden. De månedlige priser spænder fra de laveste på henholdsvis 1 kr. (donation/medlemskab) og 20 kr. (abonnement) til de højeste på 1.026 kr. (abonnement).

Det er forventeligt, at mange af medierne med de højeste priser orienterede mod klassiske “tunge” nicher som erhverv, IT eller politik. Mere overraskende er det dog, at de i nogle tilfælde bliver overgået af medier inden for tre andre nicher når det kommer til prissætning: Forskning & uddannelse, miljø & klima samt religion. Det er blandt andet medier som Sciencereport.dk, Energiwatch.dk og Kirke.dk. I afsnit 8 fokuseres der nærmere på nicherne.

I det følgende fokuseres der på den månedlige gennemsnitspris for forskellige medietyper for at gå et niveau dybere end den overordnede gennemsnitspris. Her vendes der igen tilbage til Kulturstyrelsens inddeling af dagblade som sammenholdes med Infomedias egen inddeling i aviser, lokale ugeaviser, fagblade og magasiner. Medietypen ‘Avis’ er medier, der normalt ville blive klassificeret som aviser, men som ikke passer ind i Kulturstyrelsens dagbladstyper. Det er f.eks. Arbejderen.dk og Weekendavisen.dk.

Det fremgår af tabellen herunder, at de landsdækkende dagblade ligger tæt på gennemsnittet for alle medierne, mens de regionalt og lokalt forankrede medier er væsentligt under. Magasinerne har den højeste gennemsnitspris, men samtidig også den største spredning af priser. Både de dyreste og størstedelen af de billigste medier er placeret i denne medietype.

6.
Danske medier er fire gange dyrere end Netflix - og de dyreste i Europa og USA

Det danske prisniveau fortæller endnu mere, hvis det sammenlignes med andre lande og digitale tjenester. Den information findes heldigvis allerede i Reuters Institutes’ rapport Pay Models for Online News fra 2019.

Hvor Reuters har fokuseret på bredde i forhold til lande er der i Subscribo et mere dybdegående perspektiv på ét enkelt land. Reuters har undersøgt 212 medier på tværs af seks europæiske lande, USA samt Netflix i de pågældende lande. Til sammenligning er der indsamlet data på 176 danske medier til denne analyse. Forskellen mellem datagrundlaget er således, at Reuters anvender et selekteret udsnit af medier – nyere webmedier + de største medier målt på reach og/eller printoplag, mens Subscribo – så vidt muligt – omfatter alle danske medier med digital betalingsstrategi.

Udgangspunktet for de indsamlede priser er dog det samme. Så vidt muligt anvendes standardprisen for et rent digitalt abonnement til én privat bruger uden adgang til f.eks. e-paper eller printavisen. Når det ikke har været muligt at differentiere på disse eller lignende punkter, anvendes det billigste (erhvervs-) abonnement eventuelt inklusiv ekstra produkter/features.

I nedenstående graf ses den danske gennemsnitspris pr. måned i relation til Reuters’ tal. Desuden er gennemsnittet på Netflix-abonnementerne i alle landene taget med, da Reuters opererer med denne sammenligning. Bemærk, at Danmark er blevet inkluderet i Netflix-prisen for en mere retvisende sammenligning.

Den månedlige gennemsnitspris for de syv lande i Reuters’ analyse er 105 kr. Storbritannien er det enkeltstående land med den højeste gennemsnitspris på 130 kr.

Reuters anvender sammenligningen med Netflix til at fremhæve prisniveauet. Medierne, de har undersøgt koster 1,8 gange så meget som gennemsnittet af et Netflix-abonnement i de syv lande. I Danmark er gennemsnitsprisen på medierne 3,8 gange så meget som et dansk Netflix-abonnement på 79 kr. Storbritannien er igen tættest på Danmark, da de har 2,5 gange prisen på et britisk Netflix-abonnement.

I den forbindelse er det værd at holde sig for øje, at det tyder på at Netflix (og andre digitale abonnementstjenester) har en positiv effekt i forhold til villighed til at betale for digital nyheder.

Derudover er det også vigtigt at pointere, at ovenstående ikke tager højde for forskelle i lønniveau, offentlig støtte, det generelle omkostningsniveau eller lignende mellem landene.

Den foreløbige konklusion er, at Danmark har den højeste gennemsnitlige prissætning af medier på tværs af Europa og USA.

7.
Digital betalingsstrategi: Abonnement, medlemskab og donation

Medierne anvender tre former for digital betalingsstrategi: Abonnement, medlemskab og/eller donation. De defineres herunder:

Abonnementet er kendetegnet ved faste (oftest månedlige eller årlige) betalinger for adgang til deres journalistik.

Medlemskab og donation adskiller sig fra abonnement ved graden af frihed. Fællestræk ved medlemskab og donation er inddragelse af brugeren som et medlem snarere end en forbruger. I denne sammenhæng er den væsentligste metodiske afgræsning dog betalingsmåden.

Ved medlemskab er det muligt frivilligt at lave faste betalinger til et medie. Disse er enten fastsat af mediet eller selvvalgt af medlemmet.

Donation er den meste enkle betalingsstrategi, da det er enkeltstående bidrag til mediet – ofte via MobilePay eller bankoverførsel.

De tre digitale betalingsstrategier ekskluderer dog ikke hinanden teoretisk eller i praksis. Man kan sagtens gøre brug af abonnementsstrategien og samtidig give brugere mulighed for donationer. I praksis der dog få tilfælde af overlap (6% af de analyserede medier).

Grafen herunder viser, hvordan de tre betalingsstrategier fordeler sig på alle medierne:

Abonnementet er altovervejende den dominerende betalingsstrategi: 90% af medierne anvender abonnementet alene.

Donation og medlemskab anvendes i langt mindre grad som særskilte strategier og selv som overlappende mulighed er det stadigvæk en lille del af markedet for betalt digital journalistik.

Det eneste (tidligere) landsdækkende dagblad, som anvender én af de to strategier (donation) er Arbejderen.dk, men de anvender også abonnement på samme tid. Vi har altså stadig et The Guardian-lignende eksempel, hvor der kun anvendes donationer som digital betalingsstrategi, til gode fra de allerstørste danske udgivere.

Udover Arbejderen.dk er det indtil videre mindre, danske udgivere som strategisk anvender medlemskab og donation som betalingsstrategi. Det skal dog bemærkes at begge strategier er i fremdrift, da 81 % af medierne, der anvender dem, er kommet til siden 2016.

8.
75% af medierne anvender freemium-paywall

Der er overordnet tre valg når det kommer til typer af paywalls: Hård, freemium eller ingen.

Den hårde paywall er kendetegnet ved, at alt indhold er bag login. Freemium har varierende dele af indholdet bag login og ingen paywall kræver ikke login for at man tilgår mediets indhold.

Sidstnævnte type er taget med for at tydeliggøre, hvor mange medier der arbejder med betaling (donationer og/eller medlemskab), selvom de ikke har restriktioner på adgangen til artikler.

Bemærk, at metered paywalls – hvor et forudbestemt antal artikler er frit tilgængelige inden for et vist tidsrum – er inkluderet i freemium og behandles derfor ikke særskilt. Styksalg af artikler og dagsadgang er ligeledes udeladt som selvstændige kategorier, da det er meget få som anvender disse (tre medier tilbyder dagsadgang og fire medier sælger artikler via styksalg).

Herunder ses der nærmere på fordelingen af paywalls, som viser et rimelig ensidigt billede. Det fremgår af cirkeldiagrammet herunder:

Det fremgår af diagrammet ovenfor, at tre ud af fire anvender freemium-modellen. Den resterende fjerdedel fordeler sig på den hårde betalingsmur eller ingen restriktioner på adgang til indholdet. Et niveau dybere viser det sig, at dagbladene (jf. Kulturstyrelsens inddeling, der er omtalt i afsnit 3) sværger til freemium-modellen. Det er nemlig den eneste model, der er anvendt af dagbladene.

Hvis man bringer prisniveauet frem igen, kan den gennemsnitlige månedspris fordeles på paywall-type:

Helt forventeligt tager medierne med den hårde paywall førertrøjen på dette punkt. Det er dog mere overraskende, at der ikke den store forskel i forhold til medier med freemium-paywall.

Derudover viser ovenstående, at det er medierne uden paywall, som trækker ned. Hvis man kun ser på gennemsnitsprisen pr. måned for freemium og hard, så ligger den på 324 kr. mod 303 kr. for alle medierne.

9.
Nicher: Flest erhvervsmedier, men jura og religion er de dyreste

Det er et ofte diskuteret emne i mediebranchen om der er en nichekrig på vej eller ej.

I Subscribo er medierne derfor blevet inddelt i overordnede nicher for bedre at forstå markedssammensætningen. Der er anvendt en bred fortolkning af nichebegrebet for at kunne pulje medierne sammen og ikke ende med unikke nicher for (næsten) hvert enkelt medie.

Herunder ses hvilke nicher, som er de mest “befolkede” af medier med digital betalingsstrategi:

Det er traditionelle journalistiske retninger, som dominerer markedet ud fra et kvantitativt perspektiv – Erhverv, Regional/Lokal og Politik. Erhverv har flest medier, mens Jura og Religion er nicherne med færrest medier med digital betalingsstrategi.

Nichefordelingen kan med fordel sammenholdes med den gennemsnitlige månedspris:

Ovenstående scatter plot visualiserer potentielle huller og eventuel overbefolkning i markedet. Jo lavere position en niche har, des færre spillere at konkurrere med om forbrugernes pengepung. Nicher placeret mod højre har en højere gennemsnitspris. Bemærk, at denne visualisering (ligesom alle andre data i Subscribo) ikke inkluderer medier uden digital betalingsstrategi. Det kan f.eks. være digitale medier, der er rent annoncebaserede.

Jura og religion er som nævnt før de nicher med færrest medier (ét hver), men har til gengæld de højeste gennemsnitspriser. Det skyldes naturligvis i overvejende grad, at der ikke er andre medier inden for disse nicher. Af samme årsag kan det ikke påstås, at der er overbefolkning på områderne.

Det er mere overraskende, at Miljø & klima samt Forskning & Uddannelse har hhv. tredje- og fjerdehøjeste gennemsnitspris, mens “tungere” nicher som Byggeri, IT og Medico placerer sig midt i feltet på begge parametre.

Det er desuden interessant, at de nicher, hvor fokus traditionelt er mere orienteret mod den bredere befolkning (Regional/Lokal, Omnibus og Forbruger), har klart de laveste gennemsnitspriser. De tre nicher koster fra 50 til 133 kr. om måneden i gennemsnit.

10.
Legacy vs. Born Digital

I det følgende vendes blikket mod en klassisk fejde: De unge mod de gamle.

I denne sammenhæng er det medier, hvis ophav er fra en legacy eller born digital-udgiver.

Legacy skal forstås som udgivere, der historisk set har været publiceret printmedier, mens born digital-udgivere – som navnet indikerer – er digitalt fødte og dermed ikke udspringer af de klassiske avisudgivere.

Hvordan er fordelingen så mellem de unge og de gamle?

Legacy-medierne er i overtal på markedet og udgiver to ud af tre af alle medierne.

De fleste af medierne anvender freemium-paywall uanset ophav, hvilket blev behandlet i afsnit 8. Nedenstående graf viser, at det stort set kun er digitalt fødte medier, som forsøger sig med betaling uden en paywall. Det kunne tyde på en større grad af idealisme og eksperimentering hos de yngre udgivere.

Hvordan kampen mellem de unge og gamle har udviklet sig gennem årene kan visualiseres gennem den årlige vækstgraf med en fordeling på ophav.

Grafen herunder viser således den løbende kamp mellem de to parter. Legacy-udgiverne står for den største vækst af medier i hele perioden. Men man kan sige at der er to epoker: Præ- og post-2009. Fra 2000 til 2009 tog born digital-udgiverne teten og stod hvert år for den overvejende (lille vækst) af medier med digital betalingsstrategi – undtagen i 2007. De traditionelle mediehuse er altså kommet stærkt igen det seneste årti, hvor de overvejende har stået for væksten. Kun i 2017 formåede de digitalt fødte udgivere at stå for den største vækst.

Selvom legacy-medierne altså markerer sig som vækst-driveren, så er der en tendens mod, at born digital-udgiverne kommer til at fylde mere igen. Fra 2015 og frem har de vækstet med mellem 5 og 11 nye medier pr. år, hvilket de ikke har gjort i nogen af de foregående år.

Ovenstående efterlader flere spændende perspektiver på de kommende år: Kan de digitalt fødte udgivere fortsætte den positive, kvantitative vækst og udfordre den gamle garde? Kører legacy-udgiverne ufortrødent videre som vækst-driver eller bliver der tværtimod tale om en våbenhvile i form af konsolidering af markedet? Det bliver absolut spændende efterhånden som “nichekrigen” udfolder sig.

11.
Afrunding

INDSÆT TEKST

2020 bliver et interessant år. Aller og Bonnier og Egmont ser ud til at for alvor at gå ind på markedet.

INDSÆT TEKST

Back To Top